Henrik Ibsens skrifter

I lange tider, og navnlig siden jul og nytår, har vi nu daglig ventet at høre nogle ord fra Dig og derved erfare hvorledes Du og ​ din hustru befinder eder i de nye forholde deroppe i Telemarken. Hidtil har vi imidlertid ventet forgæves; men vi har stadig tænkt os at din nye stilling foreløbig har nødt Dig til at indstille al brevveksling, der ikke strængt taget er nødvendig. For et par dage siden bragte jeg imidlertid i erfaring at ​et brev til mig fra Stockholm er bortkommet

Faksimile

undervejs, og nu er både Susanna og jeg bange for at det samme skal have været tilfældet med ​det brev, vi isommer tilskrev Dig fra Tyrol umiddelbart efterat vi havde modtaget den glædelige og ganske uventede nyhed om dit giftermål. Vi sendte Dig og din unge hustru deri vor hjerteligste lykønskning og udtalte håbet om engang at få gøre vor nye svigerindes personlige bekendtskab hernede. Er dette brev virkelig ikke kommet Dig ihænde, da vilde jeg anse det for det ubehageligste tilfælde, der nogensinde er passeret mig i min brevveksling med gode venner. Men jeg synes ikke jeg kan tro det. Brevet var adresseret ligesom dette, altså ganske nøjagtigt efter dit opgivende. Lad os endelig snarest mulig vide, hvorledes dette hænger sammen!

​Fra Thomas har vi kun hørt en

Faksimile

eneste gang ivinter. Kunde Du meddele os noget om hans tilstand, vilde det være os meget kært. Hernedefra er der ikke synderlig nyt at berette. Dog vil jeg meddele Dig at jeg fortiden arbejder på et ​nyt skuespil af nutidslivet og at både ​ «Kongsemnerne» og «Hærmændene» er antagne til opførelse på det herværende store hoftheater; det sidstnævnte stykke vil blive spillet om et par måneder. Forøvrigt er jeg her kommen ind i ​en stor literær kreds, hvori jeg er bleven mødt med særdeles velvilje og forekommenhed. Livet er således meget behageligt hernede; men vinteren har været stræng og er det fremdeles; dog bor vi lunt og behageligt, og derhos meget smukt, – hvilket vi gerne vilde at Du selv og din hustru personlig skulde overbevise eder om!

Og lad os så ret snart til beroligelse høre fra Dig og erfare hvorledes I

Faksimile

har det deroppe. Vær viss på at hvad der angår eder, interesserer os langt mere end alt andet hjemme. Det øvrige er jo heller ikke i og for sig meget tiltalende. I de ​Jaabæk-Riddervoldske stridigheder har jeg ikke en smule mere sympati for den ene part end for den anden; og på lignende måde går det mig ligeover for resten af vore hjemlige tidsspørgsmål og kævlerier. Der råder en utålelig bornerthed i det altsammen.

​Om 5–6 dage vil dette brev kunne være på ​Mosebøe og om 14 dage vil jeg kunne have svar fra Dig. Lad os ikke vente længer, og modtag imidlertid Du og din kære hustru de hjerteligste hilsener fra os alle.